Parterapi

To mennesker der elsker hinanden kan gøre hinanden langt mere ondt end to der ikke gør. Sådan føles det i det mindste for de to og der er meget sandt i det.

Det typiske er, at de i virkeligheden ikke ønsker at gøre hinanden ondt. De ønsker at beskytte sig selv og at lade den anden mærke den smerte de selv bærer rundt på.

Det er bogstaveligt talt en ulykkelig situation. Med de bedste forudsætninger for at gøre det bedste for hinanden, ender de måske det helt modsatte sted. Hvad er det der sker?

Problemer i parforhold skyldes oftest to forhold eller en kombination; den ene er, at man kommunikerer forskelligt og derfor misforstår hinanden. Og med kommunikation er der ikke kun tale om de ord man udtaler, men også måden man siger dem på og det kropssprog man signalerer samtidig. Typisk har man også forståelsen af, at den anden nok ikke vil eller kan ændre sig.

Den anden ting, der kan være på spil er den enes eller begges fortid og som bliver trigget i bestemte situationer i forholdet. Det har som udgangspunkt ikke noget med forholdet at gøre. Men, man kan være følsom for bestemte ting, fordi man har nogle dårlige oplevelser fra tidligere i livet, og så er det naturligt at reagere, når nogen rammer dem. Ens partner er ofte den, der kan ramme det hårdest. Også selvom det ikke er bevidst.

Parforhold eller andre tætte relationer er den største kilde til læring om sig selv. På godt og ondt. Man har en tilbøjelighed til at vælge en partner, der supplerer en, hvor man selv mangler noget, og det kan der komme meget godt ud af. Imidlertid har man også en tilbøjelighed til at vælge partner på områder, hvor man er sårbar, og når man bliver ramt på ømme punkter, så slår man fra sig eller trækker sig væk.

Parterapi handler om at lære at forstå, hvornår og hvorfor man går skævt af hinanden, og hvad man hver især kan gøre for at hjælpe i de situationer. Sammen med mig kan vi undersøge, hvornår tingene kører af sporet, og hvad der er på spil. Og sammen kan vi klarlægge, hvilke ressourcer parforholdet har. Det typiske er, at et par har masser af ressourcer, respekt, kærlighed, agtelse og omsorg for hinanden. I den daglige kamps hede bliver det bare overset. Det er godt at få vendt opmærksomheden om.